Se hvad politikerne snakker om på Folkemødet

Folkemødet er godt i gang – og det er snakken på de sociale medier også. Men hvad bruger politikerne deres tid på Folkemødet på? Vi undersøger her, hvad politikerne snakker om på Twitter, når de skriver om Folkemødet; helt præcis ser vi på, hvilke hashtags politikerne bruger sammen med #fmdk – resultatet kan ses nedenfor.

Udover at politikerne bruger en masse hashtags, som relaterer sig til selve Folkemødet – Bornholm, Folkemøde og Strandbaren – er der også nogle mere generelle emner, der går igen. Blandt andet fylder børn, undervisning og uddannelse meget med hashtags som #skolechat, #uddpol, #studieliv og #godtbørneliv – sidstnævnte et hashtag, som særligt BUPL også bruger. Derudover fylder sundhed også meget – blandt andet på #sundpol, #sundtelt og #HPV. Ellers er emner som tech – eksempelvis #techteltet – og det maritime område – #blaadk – også på banen, ligesom verdensmålene også bliver diskuteret.

På aktørsiden er nogle også lykkedes med at fylde dagsordenen med deres egne hashtags. Liberal Alliance fylder særlig meget med #frihedisigte, og Dansk Industri og Landbrug og Fødevarer – også kaldet Spisekammeret – er begge meget omtalte. Sidst men ikke mindst formår Karen Melchior fra Radikale Venstre at få sit eget hashtag – karensFMdk – langt op af listen, selvom hun næsten er den eneste, der bruger det.

wordcloud_fm.jpg