Årsopgørelse: Se de mest spørgende folketingsmedlemmer

Selvom Folketingsåret endnu ikke er helt ovre, ser vi i anledning af Folkemødet tilbage på året, der er gået i Folketinget; nærmere bestemt hvem der, set over året, har stillet og besvaret flest §20-spørgsmål.

I alt er der indtil nu stillet 922 §20-spørgsmål i Folketingsåret 2017/2018. Af disse er 71 stillet af den mest spørgende MF’er – som også tidligere har markeret sig i vores måned-opgørelser over de mest nysgerrige folketingsmedlemmer – Flemming Møller Mortensen, hvis mærkesag over hele året har været rygning.

Ligesom at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – som de største partier udenfor regering – har stillet flest spørgsmål på parti-niveau, er det også politikere fra disse to partier, der dominerer top 5, med en enkelt SF’er, Kirsten Normann Andersen, på 5. pladsen. I alt har de 5 mest spørgende MF’ere stillet næsten en fjerdedel af det samlede antal §20-spørgsmål. 

Nr. Navn (parti) Antal §20-spørgsmål
1 Flemming Møller Mortensen (S) 71
2 Peter Kofod Poulsen (DF) 48
3 Kenneth Kristensen Berth (DF) 36
3 Rasmus Prehn (S) 36
5 Kirsten Normann Andersen (SF) 33

Ser vi på ministrene, er der stor forskel på, hvor mange §20-spørgsmål, de hver især har skulle svare på.

Som det fremgår af tabellen nedenfor, har særligt Søren Pape Poulsen og Ellen Trane Nørby – men i en vis grad også Ole Birk Olesen – haft rigtig travlt på denne front med mellem 95 og 119 spørgsmål hver. Derudover er der stillet 62 spørgsmål til miljø- og fødevareministeren, hvor spørgsmålene altså har været fordelt mellem Esben Lunde Larsen og Jacob Ellemann-Jensen. På 5. pladsen finder vi statsministeren, som er blevet stillet spørgsmål om blandt andet Grønland, regeringens ghettoplan, borgmesterlønninger og beskæringer i DR.

Nr. Minister (navn) Antal §20-spørgsmål
1 Justitsministeren (Søren Pape Poulsen) 119
2 Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby) 113
3 Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen) 95
4 Miljø- og fødevareministeren (Esben Lunde Larsen, Jacob Ellemann-Jensen) 62
5 Statsministeren (Lars Løkke Rasmussen) 61