JOB: Grafisk designpraktikant til Ulobby

Kunne du tænke dig at arbejde i spændingsfeltet mellem politik og tech? Og har du lyst til at afprøve dine kompetencer i et startup med fuld fart på? Så er du måske Ulobbys nye praktikant. 

Lige nu leder vi efter en dygtig og kreativ praktikant, som har lyst til at være en del af det bedste team i foråret 2019.

Om Ulobby

Hos Ulobby mener vi, at lobbyarbejde skal baseres på data frem for mavefornemmelser, og vores ambition er at ændre måden, Public Affairs-arbejde udføres på – så det bliver lettere, mere automatiseret og mere transparent. Public Affairs-branchen står foran en digital revolution, hvor ny teknologi vil ændre ligevægten i branchen.

Vores kunder spænder bredt fra internationale virksomheder over startups til erhvervsorganisationer og dækker bl.a. sundhed, energi, uddannelse og tele. Efter at have lanceret den danske platform i 2017, er vi nu ved at udvikle en EU-version, som vil ramme Bruxelles i 2019.

I Ulobby er to dage sjældent ens. Vores daglige arbejde præges af nye opgaver og nye muligheder, og afstanden mellem idé og handling er kort. Som praktikant får du derfor mulighed for at være med til at præge og udvikle vores arbejdsgange og produkter. Det betyder samtidig, at vi også forventer, at du byder ind med dine holdninger og forslag.

Du kan se mere om os og platformen på ulobby.dk.

Om praktikstillingen

Som grafisk praktikant med fokus på design kommer du blandt andet til at:

  • Udvikle og producere visuelt materiale til sociale medier og marketing

  • Bidrage med infographics og lignende til nyhedsbreve til brugere og eksterne relationer

  • Opdatere og videreudvikle Ulobbys visuelle identitet

  • Deltage i udvikling af platformen og dens indhold og funktioner

  • Være med til at ændre Public Affairs-branchen!

Derudover byder startup-livet indimellem på uforudsete opgaver fra dag til dag, og vi er samtidig også åbne for at tilpasse opgaverne til dine kompetencer og interesser.

Om dig

Vi forventer at du:

  • Er selvkørende og kan tage initiativ samt trives med ansvar

  • Har et skarpt øje for grafisk design og sans for detaljen

  • Har kendskab til relevante værktøjer, eksempelvis InDesign og Photoshop. Erfaring med Sketch, Adobe XD eller lignende er ligeledes en fordel

  • Læser på en relevant uddannelse – indenfor design, visuel kommunikation eller lignende – og kan tage praktikken som en del af din uddannelse

  • Er flydende på dansk og engelsk (skriftligt og mundtligt)  

Praktisk

Vi holder til på Creators Floor på Frederiksberg og er pt. 10 engagerede kollegaer.

Vi er fleksible i forhold til praktikperioden, men forestiller os start omkring 1. februar, samt at du kan være her som minimum nogle måneder. Betalt frokost og kaffeordning følger med, samt mulighed for erkendtlighed.

Lyder ovenstående som noget for dig? Så ser vi frem til at høre fra dig. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Mariann Malchau Olsen på [email protected]. Ansøgning, CV og eksempler på tidligere projekter skal ligeledes sendes til [email protected]. Ansøgningsfrist er 21. november, men vi holder samtaler løbende, så send os din ansøgning hurtigst muligt.